ReFokus.dk Silkeborg

ReFokusklyngesøndag i Frivillighuset 17. oktober 2010

Tema: Der skal være sammenhæng mellem ord og handling

v. Niels Peder Nielsen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: "Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han for­pagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbøn­derne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stene­de de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?" De svarede ham: "Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde."

Jesus sagde til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: 'Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?' Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse." Matt. 21,28-44

Prædiken

De, der har været i vinområderne Mosel, Rhinen i Tysk­land, Cham­pagne i Frankrig osv. ved lidt om, hvor meget vinstokkene betyder for befolkningen. Deres identitet er knyttet til disse stokke. På Jesu tid var det noget af det højest opnåelige at få sin egen vingård. Så var man heldig - og lykkelig. Og derfor satte man også hegn omkring, et stengærde, og byggede et tårn i vingården, så man kunne holde øje med den. Flere gange bruger Jesus billeder fra denne vigtige er­hvervsgren, og lignelserne i vor tekst i dag har flere ærinder:

1. Gud har en kirke, en vingård, som han tager vare på.­­­

Vingården er et billede på Guds rige med alt det, som Gud har skænket os i Jesus Kristus og skænket os med ham: Frelsen, Ordet, dåben, nadveren, Helligånden og Åndens gaver, og alle disse store ting er overgivet til menigheden i dag at forvalte. Enhver kristen er med i hans vingård, med  de evner og anlæg man har fået betroet, og nu husker vi lige, at en vingård var det fornemste man kunne få, og det betyder, at du og jeg er værdifuld for ham. Vi har betydning for ham, vort liv og tjeneste har betydning for ham, vort liv indeholder en hel masse små og store mulig­heder, små og store chancer for vingårdsejeren, enten det nu er medfødte evner og gave, eller det er nådegaver givet til udrustning og tjeneste.

2. Dette  må og skal vi forholde os til.

Men teksten viser, at der er to slags reaktioner:

A. “Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud.”

Det er den åndelige slendrian. Man går ikke, med munden siger man: Jeg vil, men med hjertet siger man nej. Det er vane- og traditionskristendommen, der her stikker sit hoved frem, den kristendom, der er kraftesløs og livløs.

Spørgsmål til drøftelse.

Har I et bud på en moderne form for åndelig slendrian?

(Feks. i forhold til mission, bøn, omsorg, diakoni, hjælpearbejde etc. – kom selv på andre former for åndelig slendrian)

B:“Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud.”

Han fortrød og gik alligevel. Grundlaget, som vi har bygget samfundene på både i øst og vest er ved at vakle. Og vi har svært ved at se, hvad der kommer efter.

Vi kan ane, at der er nye normer, som er ved at tage form. Efter kommunisme og kapitalisme, efter materialisme og velfærdsstat er der ved at dukke noget nyt frem. Men hvad?

En pluralisme, hvor alt er lige godt, eller for den sags skyld lige skidt.

Sikkert er det i hvert fald, at mange, der har sagt farvel til kirke og kristendom, og det har betydet at rigtig meget får vanskeligt ved at hænge sammen. Grænserne skrider næsten overalt,

For mig ville det være en stor lykke, hvis vi som folk fortrød vores nej til kirke og kristendom og vendte tilbage.

En ny interesse for tro og kristendom kan komme til at spille en afgørende rolle for skabelsen af en bærende kultur. den nye kultur.

For styrken ved kristendom er, at den fortolker grundvilkår, som man ikke kan sætte sig ud over. Liv og død, godt og ondt, glæde og sorg, og det måtte flere og flere gerne blive klar over.

I en del år er en del blevet mødt af kristendom.

Vores Sara og hendes Keld arbejdede i slutningen af 90erne i New Agemiljøet gennem et projekt, der hedder I Mesterens Lys, og de afholdt en stand i Århus på en “Sind Krop og Ånd” messe. Her fik man mange i tale. Jeg tror det var 34, der mødte op i en lokal folkekirke i Åbyhøj, som resultat af dette møde, og i Norge, i samme periode gik ca. 1000 new agere over til kristentro.

Om vi står på tærsklen til en ny besindelse i vort folk, ved jeg ikke, men jeg håber det meget og beder for at det må ske, for det ville være en stor lykke, ikke bare for os som kirke, men mest for mennesker, der får et nyt liv.

Vort kald som ReFokusfolk er at få mennesker i den 3. alder til sige ja, ja til at smage på den nye vin, troens vin, ordets vin, Helligåndens vin, kraften og saften, og sige: “Ja, Herre, jeg vil være med, hvor det blæser, og hvor det sker, der hvor du er Herre, og hvor du virker.”

Spørgsmål til drøftelse:

Hvordan kan vi være inviterende, indbydende, så mennesker, der tilsyneladende har sagt nej får lyst til at komme tilbage til tro, eller begynde at tro?

(Kom blot med gode forslag og ideer, som vi kan tage i brug)

3. Der er kræfter  i vingården, som vil ødelægge den.

Først og fremmest er lignelsen vendt mod farisæerne og de skriftkloge, de åndelige ledere og deres forgængere, og lignelsen er en kort historisk gennemgang af Israels historie og de falske profeters virke. Men der er også i dag kræfter, der angriber Guds rige, og som vil ødelægge frugt og arbejdsklima i Guds vingård. Men Gud udviser den største tålmodighed med sin vingård, for han er ikke ligeglad med sin vingård. Han lader den ikke passe sig selv. Vi har historiens stærke bevis på Guds omsorg for vingården. Sådan var det med Israel. Gud sendte den ene profet efter den anden til sin vingård, for at tage sig af den, og til sidst sin Søn.  Og også i dag sender Gud "profeter" til at tage sig af menigheden, vingården, dig og mig. Han sender også i dag tjenere og vejledere, for at velsigne og forfriske sit folk gennem andre kristne, og så sandt vi har  åbne ører og hjerter, så bliver vi passet og plejet af Herrens tjenere, der er sendebud på Kristi vegne. Gud har i sin tjeneste små og store medarbejdere, for at du og jeg kan blive  undervist og passet af, men ingen af "profeterne" kan stå mål med tjeneren over alle tjenere, som Gud har sendt: Sønnen, og Sønnens afløser Talsmanden, Helligånden. Han er vor  ven, frelser og den, der giver os den åndelige kost i rette tid. Ind i vore verdener træder Jesus med sin kærlighed og omsorg - i dag, og fremover og giver os hvad vi har brug for, og han svigter ingen. Og selv om der kan være storme og kampe i vore livs vingår­de, så er han med og stiller storme, og selvom vort liv synes tørt og trist, så vil han omplante vort "træ", så det er plantet ved bækken, hvor det er godt at være.

ReFokusklyngesøndag i Frivillighuset 26. sept 2010

Tema: Goliat og David i vore liv.

v. Niels Peder Nielsen

Ud fra inspiration fra Kap 2-4 i Aril Edvardsens bog: Kampen mot Goliath.

Millioner af mennesker kender historien om David og Goliat. Vi finder den i 1. Samuels bog, kapitel 17.

Historien om David og Goliat er en fantastisk historie som vi alle kan lære af.

Gud har ladet den blive en del af sit evige Ord for at vi alle kan lære, forstå, mestre og sejre over Goliat, og hente inspiration til liv og sejr i Davids liv.

Historien begynder med at fortælle om en konge og et helt folk som bliver lammet af frygt og angst, på grund af Goliat.

16  I fyrre dage trådte filisteren frem morgen og aften og stillede sig op.

1. Sam 17, 1-16 (l.Sam.17:1-10 og 16)

Israels hær havde sikkert nogle samlinger, hvor præsterne læste eller fortalte om de store gerninger Gud havde gjort – Fædrenes historier - Abraham (udvælgelsen), Isaks og Jakobs historier, den ikke mindst den store fortælling om Moses

De foretog sikkert også nogle militærtekniske manøvrer, nogle militære ritualer, men de gik aldrig i krig, og til slut var Goliat mere virkelig for dem end Den Almægtige Gud som er allesteds nærværende. Goliat vandt uden slag over Israels folk, over Guds folk.

Goliat vandt i første omgang bare ved at vise sig.

Israels hær er sådan set lammet på grund af en eneste mand, hans ord, hans tilstedeværelse.

Og det er så her vi som mennesker i den 3. alder skal være tilstede og spørge os selv, mærke efter om der er en Goliat i vore liv, som lammer.

For Israels folk var det sikkert først og fremmest frygten, så den ser vi lige på

Eksperter har sagt at frygten dominerer 8 af 10 menneskers valg, afgørelser og handlemåder.

Frygt for å mislykkes.

Frygt for andre mennesker.

Frygt for det uprøvede.

Frygten for fremtiden, sygdom, arbejdsløshed.

Goliat lammer også mange kristne og mange kirker.

Frygten for å vidne om Jesus.

Frygten for at turde gå ud, der hvor mennesker er.

Frygten for forandring og omstilling.

Frygten for at man ikke er det menneske i Kristus, som Bibelen siger man er.

Frygt for ikke å være det tempel for Guds Ånd, som Bibelen siger vi er.

Frygten for at han som er i os, ikke er stærkere end han som er i verden.

Hvad er din frygt? – (Når nu 8 ud af 10 styres af frygten)

(Lidt snak i grupper)

Men der er andre eksempler på en sådan Goliat i vore liv.

Mentale (psykiske) eksempler.

Feks. Lavt og dårligt selvbillede, sorg, fortvivlelse, vantro, afmagt, skyld, skam, økonomisk usikkerhed, sygdom, fristelser af forskellig art, angst,

(Tal lidt om det)

Synden i dens mangfoldighed.

Feks. v Gal 5,19 f  Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20  afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21  nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.

1. Kor. 9,9 f:  Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, v10  eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.

Jf. Udfordringen, med kronikken side 7

De syv dødssynder.

De syv dødssynder er en klassifikation af synder, som oprindeligt blev brugt i tidlig kristen undervisning til at uddanne og instruere tilhængere i menneskets tendens til at synde.

En dødssynd er bestemt som bortvendthed, en venden sig bort, fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov. I traditionel katolsk teologi skelnes mellem tilgivelig synd og dødssynd, der i dag kaldes svaghedssynd eller alvorlig synd.

Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle oprør mod Gud og river som sådan den troende ud af nåden. Hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse. Protestantiske teologer afviste tidligt, at der skulle være nogen forskel mellem tilgivelige synder og dødssynder.

I den opfattelse er al slags synd nemlig udtryk for et oprør mod Gud.

Oprindelig blev synderne omtalt som hovedsynder ("vitia capitalia"), der blev betragtet som kilder til alle mulige andre overtrædelser af moral-budene (Thomas Aquinas).

I Biblen tales der ikke om dødssynder, men flere steder opregnes såkaldte lastekataloger (f.eks. Gal 5,19 f  1. Kor. 6,9 ff.).

Pave Gregor (540-604) skrev en tidlig liste over dødssynder, senere modificeret af Thomas Aquinas (1225-74) og reduceret til syv, der ofte er samlet i akronymet SALIGIA: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab.

Hovmodet. Menneskets principielle oprør mod Gud.

Jf: Magnus Malms bog. Fodspor i Glastrappen (om bl. a. det nye Babelstårn)

Griskhed er forbundet med individualisme og trang til jordisk gods

Danmark Sagen om svindel i firmaet IT Factory er en klassisk historie.

Utroskaben gør jo ægtefællen stor fortræd, og får store og vidtrækkende konsekvenser...

Janteloven er ti måder at udsige misundelsen på

Misundelse er en Gud-fremmed tænkning.  Gud har skabt os som vi er og den respekt yder vi hinanden, også det, som vi arbejder os frem til til, har som vort osv,...

Frådseri kommer ind på rigtig mange områder med alt for meget forbrugt, engangsembalage, spiser for meget og for dyrt på bekostning af andre, der intet får

Vreden skal under kontrol

Historien er en fortælling om vrede og aggressioner, der fører til krige, død og ødelæggelse...

Dovenskab ser vi også mange eksempler på hver dag

Hvad er din særlige lammende ”Goliat” her? (Lidt snak i grupper)

--------------------------

Lad os se på David (Læs historien):

v17  Isaj sagde til sin søn David: »Tag en efa af det ristede korn og de her ti brød til dine brødre, og skynd dig så hen i lejren til dem! v18  Og de her ti stykker mælkeost skal du give tusindføreren. Find ud af, hvordan dine brødre har det, og få et pant med fra dem. v19  De er sammen med Saul og alle Israels mænd i Terebintedalen i kamp med filistrene.«

v20  Tidligt næste morgen overlod David fårene til en anden hyrde og begav sig af sted, sådan som Isaj havde befalet ham. Da han kom til vognborgen, var hæren netop ved at rykke ud i slagorden, og den udstødte kampråbet. v21  Israel og filistrene stod opstillet i slagorden over for hinanden. v22  David overlod sine ting til vagten ved trosset, løb ind i slagrækken og kom hen og hilste på sine brødre. v23  Mens han talte med dem, trådte en kriger frem fra filistrenes slagrækker og udfordrede til tvekamp; han hed Goliat, filisteren, og var fra Gat. Han talte, som han plejede, og det hørte David. v24  Da Israels mænd så ham, blev de alle meget bange og flygtede for ham. v25  »Har I set den mand, som træder frem der?« sagde Israels mænd, »det er for at håne Israel, han træder frem. Men den mand, som slår ham ihjel, vil kongen gøre meget rig; han vil give ham sin datter, og hans fars slægt vil han gøre til frie mænd i Israel.« v26  David spurgte de mænd, som stod sammen med ham: »Hvad gør man ved ham, som slår den filister ihjel og fjerner forhånelsen fra Israel? Hvem er egentlig denne uomskårne filister, siden han tør håne den levende Guds slagrækker?« v27  Folkene gav ham det samme svar, at sådan og sådan ville man gøre ved den mand, som slog ham ihjel. v28  Men Eliab, Davids ældste bror, hørte ham tale med mændene og blev vred på ham og sagde: »Hvorfor er du egentlig kommet herned? Hvem har du overladt den lille fåreflok i ørkenen til? Jeg ved godt, hvor fræk og ondskabsfuld du er; du er bare kommet herned for at følge slagets gang.« v29  David svarede: »Hvad har jeg nu gjort? Jeg spurgte jo bare!« v30  Så vendte han sig fra ham og spurgte en anden om det samme og fik samme svar.

v31  Det rygtedes, hvad David havde sagt, og man fortalte det til Saul, som lod ham hente. v32  David sagde til Saul: »Herre, du skal ikke tabe modet på grund af denne filister; nu går jeg hen og kæmper med ham.« v33  Men Saul sagde til David: »Du kan ikke gå imod denne filister og give dig i kamp med ham, for du er kun en dreng, mens han har været kriger, siden han var ung.« v34  Men David svarede Saul: »Herre, jeg har været fårehyrde hos min far. Kom der en løve eller en bjørn og tog et dyr fra hjorden, v35  gik jeg ud efter den, fik ram på den og rev dyret ud af gabet på den. Gik den så løs på mig, greb jeg den i manken og slog den ihjel. v36  Både løver og bjørne har jeg slået ihjel, herre. Nu skal det gå denne uomskårne filister på samme måde, for han har hånet den levende Guds slagrækker.« v37  Og David sagde: »Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister.« Saul svarede David: »Så gå da, og Herren være med dig!«

v38  Saul gav nu David sin egen dragt på, satte en bronzehjelm på hans hoved og iførte ham en brynje; v39  David spændte også hans sværd uden på dragten. Men han kunne ikke bevæge sig, for han havde ikke prøvet det før. David sagde derfor til Saul: »Jeg kan ikke bevæge mig med det her på, for jeg har ikke prøvet det før.« Så tog han det af, v40  greb sin stav og udsøgte sig fem glatte sten fra bækken; dem lagde han i sin hyrdetaske, og med sin slynge i hånden gik han hen imod filisteren. v41  Samtidig kom filisteren nærmere og nærmere til David, og skjoldbæreren gik foran ham. v42  Da filisteren så op og fik øje på David, blev han fyldt af foragt for ham; det var jo bare en rødmosset dreng, der så godt ud. v43  Filisteren sagde til David: »Tror du, jeg er en hund, siden du kommer mod mig med din stav?« Og filisteren forbandede David ved sine guder v44  og sagde til ham: »Kom herhen, så skal jeg give himlens fugle og jordens dyr din krop!« v45  Men David svarede filisteren: »Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. v46  I dag vil Herren give dig i min magt. Jeg slår dig ihjel og skiller dit hoved fra kroppen, og ligene fra filisterhæren giver jeg i dag til himlens fugle og jordens dyr. Så skal hele jorden erkende, at Israel har en Gud. v47  Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd.«

v48  Da filisteren nu satte sig i bevægelse og styrede lige hen imod David, løb David hurtigt lige imod filisteren foran slagrækken, v49  stak sin hånd ned i tasken og tog en sten op af den, slyngede den rundt og ramte filisteren i panden, så stenen borede sig ind i hans pande, og han faldt næsegrus til jorden.

v50  Sådan overvandt David filisteren med slynge og sten. Han slog filisteren ihjel, skønt han ikke havde noget sværd.

v51  Så løb David hen og stillede sig ved siden af filisteren, tog hans sværd, trak det ud af skeden og gav ham dødsstødet; derpå huggede han hovedet af ham. Da filistrene så, at deres helt var død, flygtede de. v52  Men Israels og Judas mænd udstødte øjeblikkelig kampråbet og forfulgte filistrene helt til Gat og til Ekrons byporte. Der lå dræbte filistre på vejen fra Sha'arajim til Gat og Ekron. v53  Da israelitterne var vendt tilbage fra forfølgelsen af filistrene, plyndrede de deres lejr. v54  Men David tog filisterens hoved og bragte det til Jerusalem, og hans våben lagde han i sit telt.

David som billede for os

Hvad var det særlige ved David?

Nogle måneder tidligere havde David oplevet Guds Ånds salvelse over sit liv.

Det skete da profeten Samuel salvet ham i hans fars hus i Betlehem.

Bibelen fortæller: «Og Herrens Ånd kom over David fra denne dagen og siden». (l.Sam.16: 13) Gud havde udvalgt David frem for hans seks flotte og høje brødre, og sagt til Samuel: «Jeg ser ikke på det mennesket ser på. for mennesket ser på det ydre. men Herren ser på hjertet.» (l.Sam.16:7)

David havde en anden indre indstilling i sit hjerte.

Hans hjerte regnede med Gud, og ikke de ydre omstændigheder.

Han så mere end det menneskene ser på.

Og måske det meget vigtige(re)

David havde besejret Goliat flere ganger før han kom til Terebinte-dalen, fordi hans hjerte regnet med Guds resurser, Guds muligheder og Guds trofasthed.

Flere ganger tidligere havde han stirret ”Goliat” lige ind i øjnene, besejret nogle kræfter, som de andre ikke havde besejret, og som nu holdt dem fanget,  angsten, rædselen, frygten, og gået til angreb på både løve og bjørn som tog får fra hans hjord.

Som den unge hyrden han var, havde David lært livets største sandhed: «Når Herren er min hyrde, da mangler jeg ingenting.» (Salme 23: I)

David havde forstået at «han som er i os er større end han som er i verden.» (l.Joh.4:4)

David bar i sit hjerte synet, visionen og drømmen om HAM som er større end Goliat.

Når David kommer til Terebinte-dalen holder Israels hær på med sit daglige ritual. De regner sig selv som en ægte hær, selv om de er lammet og trælbundne af frygt for Goliat. De lejrer sig og opløfter krigsråbet og holder møde som vanlig, men har ingen planer om angreb på grund av modløsheden, som lammer dem.

David ser Goliat komme frem foran filistrenes lejr.

Han lytter til Goliats ord. Han ser hvordan kæmpen praler med brynje, hjelm, lanse og sværd - 3,25 m høj.

Han hører Goliats spottende og talende ord.

Han ser også at «alle Israels mænd flygtede for Goliat da de så ham, og var meget bange.» (l.Sam.17:24)

David ser og hører i det ytre akkurat det samme som alle de andre hører og ser.

Alligevel, når han stirrer Goliat lige ind i øjnene, ser han noget mere end det de andre ser.

David ser Guds skinnende muligheder.

David har lært: «Med Goliat er en arm af kød, men med os er Herren vor Gud. Han skal hjælpe os.» (2.Krøn.32:8)

Derfor ser ikke David på det som mennesket ser på.

David ser højere op. Han ser: Gud er med os!

Bibelen sier: «Er Gud for os, hvem kan da være imod os.» (Rom. 8:31)

Med sit indre blik fæstet på Gud og hans muligheder og hans trofasthed, bliver Goliat mindre for David for hvert minut som går.

Han siger: «Hvem er han vel denne uomskårne filisteren, som vover at håne den levende Guds hær.» (1.Sam.17:26)

En undersøgelse som blev gjort ved et af USAs ledende universiteter viste at fire ting er grundlaget for at et menneske skal ha fremgang og lykkes i livets opgaver.

Professor dr. Kermit W Lueck, som ledet undersøgelsen fortæller at disse fire ting er :

1. IQ - dvs. intelligens.

2. Evner (medfødte talenter).

3. Uddannelse, oplæring.

4. Indstilling, forestilling, holdning.

Professor Lueck fortæller at undersøgelsen viser at de tre første til sammen - dvs. IQ, evner og oplæring bare udgør 7% af årsagerne for at man lykkes.

Hele 93% av grundlaget for at mennesker lykkes i livets opgaver kommer av indstillingen, dvs. forestillingen og holdningen indvendig. Det er hjerteindstillingen - dvs. troen og den positive indstilling som tæller mest.

Troen er og skal være drivkraften i livet.

Jesus sagde: «Alt er mulig for den som tror.» (Mark.9:23)

David var en mulighedstænker - en mand etter Guds hjerte.

Hvad sker, når Goliat vinder over os.

Da er kristne fornøjet med «gode møder» uden sjæles frelse.

Da er mennesket fornøjet med at leve et afstumpet liv som bare udgør en brøkdel af Guds tiltænkte potentiale for den enkelte.

Goliat gør at vi lægger tærskelen for lavt, så mange af livets muligheder går tabt.

Goliat gør, at et enormt potentiale måske bliver liggende ubrugt.

Goliat gør os til negative umulighedstænkere som ikke en gang forsøger på at udnytte resurserne, hverken i os, i verden omkring os, eller i Gud.

Vort liv bliver begrænset og «forkrøblet» af Goliat.

Når Goliat vinder slaget - vinder han som regel uden kamp.

re-fokus.dk © 2009

Et liv under Guds opdragelse

De tolv sten i Gilgal (Josva 4)

v1  Da hele folket så var kommet over Jordan, sagde Herren til Josva: v2  »Vælg tolv mænd af folket, én fra hver stamme, v3  og sig til dem, at de skal tage tolv sten op her ude fra Jordan, fra det sted, hvor præsterne står, bringe dem med over og stille dem på det sted, hvor de slår lejr for natten.«

v4  Derpå kaldte Josva de tolv mænd til sig, som han havde udpeget blandt israelitterne, én fra hver stamme, v5  og sagde til dem: »Gå foran Herren jeres Guds ark midt ud i Jordan; hver af jer skal tage en sten op på skulderen, svarende til tallet på israelitternes stammer. v6  Det skal være et tegn blandt jer. Når jeres sønner i fremtiden spørger: ›Hvad er det for sten?‹ v7  skal I svare: ›Vandet i Jordan forsvandt foran Herrens pagts ark; dengang den gik over Jordan, forsvandt vandet i Jordan.‹ Disse sten skal for israelitterne være mindesten til evig tid.« v8  Israelitterne gjorde, som Josva havde befalet; de tog tolv sten op midt ude i Jordan, sådan som Herren havde sagt til Josva, svarende til tallet på israelitternes stammer, og de bragte dem med sig over til lejren og stillede dem dér. v9  Og midt ude i Jordan på det sted, hvor de præster stod, som bar pagtens ark, rejste Josva tolv sten, og dér står de den dag i dag.

Hvad er din historie?

Hvis du fik en sten, hvilke velgerninger ville du skrive på den?

(Lidt snak i grupper)

Hvordan oplever du din indre David (troen, modet, opmuntringer fra Guds ord. Livet med Gud, små og store sejre, visioner, gennemslagskraft m.m.)

Afslutning

David ved at bare troen på Guds muligheder, troen på Guds trofasthed, troen på Guds løfter, troen på Guds nærvær i prøvens stund kan besejre Goliat.

Han ved: «Gud gav os ikke modløsheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd.» (2.Tim. l:7)

Ser man på Goliat i lys af Guds muligheder, Guds trofasthed, Guds omsorg og Guds indgribende kærlighed, kommer troen os til hjælp, for da ser man han som er større end Goliat.

Ved at beskue Gud, Jesus, og høre hans ord, modtage HÅ´s kraft kommer troen som kan sejre over verden og Djævelen.

Troen kommer af at se på Guds muligheder.

Troen kommer af at tælle Guds løftestjerner.

Troen kommer af at regne med Guds resurser.

Troen som virker undere.

Troen som flytter bjerge.

Troen som gør det umulige mulig.

troen på en ubegrænset Gud.

troen på Jesus, undergøreren.

Troen på en almægtig hjælper.

v1  Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, v2  idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. v3  Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. (Hebr. 12.)