ReFokus.dk Silkeborg

Undervisning i ReFokus,  Silkeborg mandag den 27. april 2009 v. Irene Dalsgaard Nielsen - udfra nogle tanker i Liv Berit Heimstad Tønnessens bog: Frodig Ørken

Sognepræsten måtte stå tidligt op, for han havde en travl dag foran sig.Først skulle han have en samling i børnehaven, så skulle han på husbesøg hos fru Eriksen. Om eftermiddagen skulle han have et møde for ældre i kirken. Alt skulle forberedes godt. Dagens masker skulle udvælges omhyggeligt. Han havde gjort det til en kunst at vælge den rigtige maske til enhver situation. Til børnehaven ville han tage den faderlige maske, til sygebesøget ville han vælge den medfølende maske. Men ældremødet var en udfordring, hvilken maske skulle han vælge? Efter at have tænkt sig om lidt valgte han overskudsmasken. Han satsede på, at Peter kom, og kunne de få lidt fest. Maskerne blev sat i den rigtige rækkefølge, og præsten var klar til dagen. – Han var træt, da han kom hjem, han skulle til at tænke på søndagens prædiken. Emnet var: Min nåde er dig nok, for i magtesløshed udfolder min kraft sig.Han kunne ikke klare sig uden maske og han prøvede forskellige masker foran spejlet, men ingen passede til nåde-teksten. Han kunne ikke snakke om nåde med en belærende maske, heller ikke med faderlig strenghedsmasken. Han sagde: Åh, Gud hjælp mig. Han kunne have brugt en maske som den elskede, men sådan en maske havde han ikke. Nej, det var for tungt. Han måtte fokusere på sidste søndags fodboldkamp. Han tænkte på rusen, da deres hold havde sejret. Fællesskabet de havde oplevet!Han var på vej til at  tage ydmyghedsmasken på, da Gud talte til ham: Gå over i kirken. Han skyndte sig at tage på den og gik, for han var en lydig sognepræst. Da han kom ind i våbenhuset, så han noget nyt: en knagerække, hvorover der stod en hel række navne: hovmodig, stolt, ydmyg, verdensmester mm. Han blev klar over at det var til masker. Han hængte forsigtigt sin egen ydmyghedsmaske op – og gik ind i kirken.Da han kommer op til alteret, står der et par sko, og da han tog dem på, oplevede han en dyb fred. På alteret lå der et skjold, og da han greb det, viste han, at Gud er stærkere end frygten. Han forstod, at den ondes angreb ikke kunne skade ham, hvis han brugte skjoldet.Nu var han blevet nysgerrig og så sig omkring i kirkerummet. Han opdagede et bælte ved alterringen, det var helt almindeligt, men da han tog det på, vidste han sandheden om sig selv. Han var en midaldrende Herrens tjener, som trængte til både kraft og nåde. Endelig var der en brynja, den var svær at få på, og da det lykkedes, blev han klar over, at han ikke havde levet rigtigt. Den erkendelse kunne have fyldt ham med skam, men trangen til selvfordømmelse var væk. Når Gud selv havde udvalgt ham, hvem var da han, at han skulle fordømme sig selv. Præsten kunne bibelen, så han så sig om efter hjelmen og sværdet. Frelsens hjelm lå under korset og sværdet på den åbne Bibel. Til slut havde han den fulde rustning på: Ef. 6, 13-19: tag derfor Guds fulde rustning på, så I kan holde stand på den onde dag, og blive stående efter at have overvundet alt!….Præsten kunne næsten ikke vente til det blev søndag. Efter den 1. salme fyldte hans stemme kirkerummet: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far og Herren Jesus Kristus. Hans stemme var usædvanlig let og glad. Menigheden løftede hovedet i overraskelse. På pærdikestolen fortalte han dem om sit møde med Jesu nåde og med sig selv. Han var så uerfaren med nåden, at han sammenlignede med billedet fra fodboldkampen. Mødet med nåden havde været ligeså berusende som den fodboldkamp, de havde vundet.. Den søndag blev der både gråd og latter i kirkerummet. Da han lyste velsignelsen over menigheden, var ordene nye: Herren velsigne og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Ude i våbenhuset så han, at nogen forsigtigt hængte en maske fra sig på knagerækken, ligesom han selv havde gjort. Uden de kendte masker er følelsen af svaghed og sårbarhed stor, og alligevel kunne de gribe løftet om en anden udrustning. De kunne jo ikke møde Guds åsyn med deres eget ansigt skjult bag en maske, og hvad skulle de med en maske, når Herrens eget åsyn var løftet mod dem?En maske er noget, man tager på, når man har brug for at lade som om man er noget andet, end det man rigtig er, enten mere eller mindre. Masken kan være verdensmesteren, den ydmyge eller f.eks. den flinke. Præsten i historien syntes ikke, hans eget ansigt var godt nok. Han prøvede udadtil at være noget, han ikke var indeni. Masker bliver først og fremmest brugt til beskyttelse. Vi ønsker ikke at skille os ud, eller måske ønsker vi netop at blive lagt mærke til. Bag den smilende maske er det ikke sikkert, vi finder et menneske, der er glad. Det kan være masken skjuler vrede eller sorg. Den hjælpsomme maske skjuler måske angsten for ensomhed.

Hvilken maske udvikler den ægtefælle, der jævnligt har  bedraget den anden gennem flere år? Eller den, der føler sig presset til at mene noget, man er uenig i? Den der har lært, at gode kristne opfører sig på en bestemt måde, kan udvikle passende masker for at passe ind i fællesskabet. Vi påvirkes af hinanden. I mødet med kritiske mennesker, bliver vi måske stille og usikre, og sammen med venlige mennesker, slapper vi af og kan være frie og glade. Det er så godt at møde mennesker, vi kan være maskeløse sammen med.

Nogle masker kan man tage med fra barndommen af. Forfatteren fortæller, at hun som leder af børnehaven en dag bliver spurgt af en medarbejder, om hun havde taget det sidste stykke papir uden at hente en ny pakke, og uden at tænke, siger hun nej, det er ikke mig. Bagefter bliver hun klar over, at det var usandt, og at det var en umiddelbar reaktion, hun havde taget med hjemmefra for at slippe og hård straf. Hun opsøgte kollegaen, selv om det var pinligt, men det var også lærerigt, og det var sidste gang, hun tog den maske på.

Generelt kan man sige, at hvis man er vandt til at bruge masker, kan man være smertefuldt bange for, om de andre kan li’ mig, hvis de vidste, hvordan jeg virkelig er. Derfor kan brugen af masker fortsætte, selv om længslen efter at få lov til bare at være, som man er, skaber stor smerte indeni.

Men som voksne har vi det privilegium, at vi kan tage et opgør med maskerne. De fleste følelser kan repareres over tid, hvis man kan dele smerten og ubehaget med nogen. Hvis nogen kan tage imod stærke følelser eller dyb sorg, uden at ville regulere dem, virker det helbredende. Når vi bliver taget imod som vi er, kan vi opleve at tårer og vrede ligesom løber ud.

Når mennesker tager imod os, som vi er, kan vi blive i stand til at acceptere os selv, som vi er.

Også i forholdet til Gud, kan man opleve at det er nødvendigt med masker. Vores gudsbillede kan være sådan, at vi føler behov for at beskytte os mod ham. Hvis Gud er god og nådig, kan vi møde ham, som vi er, men er han streng, forsøger vi med masker, måske ydmyghed, eller fromhedsmaske. Gudsbilledet kan vi have med hjemmefra. Måske ens far var streng, så bliver billedet af Gud let det samme.

Det er kun Guds Ånd, der kan vise os Guds sande væsen: at vi ikke bliver mødt med irettesættelser, men kærlighed. En maske i forholdet til Gud er tegn på et usundt og usandt gudsbillede. Gud er som han altid har været: hellig og nådig. Den, der bliver kendt med Gud, som den gode Far, opdager at han tåler børn, som er sig selv, altså uden masker.

I samfundet som helhed, er facader vigtigere end nogensinde. I vores kultur er det f.eks. vigtigt at have en facade, der viser, at man har styr på det, man er kontrolleret. I menigheder kan der også være masker: fromme, ydmyge, flinke, tålmodige osv. Hvis nogen starter med en tydelig maske, følger andre umiddel bart trop, det er næsten en automatik.

Liv Berit Tønnesen fortæller, at hun blev gjort opmærksom på sin maske af sin datter. Datteren vidste, hvor meget moderen led i det daglige, og så, at hun i kirken signalerede overskud, glæde osv. Datteren sagde: hvordan skal du få støtte fra nogen, når du går rundt og stråler?

Liv skriver videre, at hun sætter troværdighed højt, og det kan ikke forenes med brug af masker, men at hun bruger mestringsmasken for at skjule sin lave selvfølelse. Men den enes maske kan skabe så megen usikkerhed, at den anden finder sin frem. Det skaber utryghed både i familier, blandt venner, på arbejde og også i menigheden.

den opdigtede historie tog masken af, forandrede menigheden sig. Den enkelte af os bliver tryg, når andre ikke bærer maske, og det gælder derfor også, at hvis jeg ikke bærer maske, er jeg med til at skabe tryghed for andre.

”Jeg kan ikke komme i kirke for tiden, for jeg har det så svært, og klarer ikke at holde masken”. Sådan skulle det ikke gerne være. Og skulle der komme nye til kirken, og de kun ser mennesker, der har overskud, føler de sig måske ikke godt tilpas. Vi trænger alle til himmelsk hjælp, hvis vore hjem og menigheder skal være steder, hvor vi kan komme og være med vore sande ansigter, enten vi er fyldt af glæde, sorg eller vrede. Uanset alder og personlighed har vi brug for steder, hvor vi kan være helt sande, hvor det er muligt at tage masken af. Vore behov er forskellige, vi henter ikke tryghed, trøst, mod og frihed ved de samme kilder. For nogen  vil det være et sted, hvor der tilbydes forbøn, for andre et Alphakursus, igen andre ved en meditativ gudstjeneste eller f.eks. en cellegruppe eller smågruppe. Hvis vi deler noget fra vores liv og vores hjerte med andre, er det selvfølgelig vigtigt at blive lyttet til, at blive trøstet at få råd, men vi skal også invitere Ham, som er visdommens og trøstens kilde ind, vi skal invitere den Hellige Ånd ind. Da kan vi erfare den dybe trøst og hvile. Jer. 33.3: ”Kald på mig, så vil jeg svare dig og fortælle dig store og ufattelige ting, som du ikke kender til”. Eller Sl. 9,9: ”Herren er en borg for de undertrykte, en borg i trængselstider.” En borg giver mulighed for beskyttelse, hvile og holder striden på afstand.

Ef. 6, 10-12: I øvrigt, vær stærke i Herren og i Hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. – Vi behøver ikke at være ubeskyttede, Gud tilbyder os sin rustning. ”I Ham har vi frimodighed, og i troen på ham kan vi komme frem for Gud med tillid”. Ef. 3,12.

I den kamp, vi står i, giver Guds fulde rustning bedre beskyttelse end vore hjemmelavede masker. Vi inviteres til at tage rustningen på, det er den, der gør os stærke i Herren, i Hans vældige styrke.

Irene Dalsgaard Nielsen

v. Niels Peder Nielsen

23. februar 2009

Tips om bøn af Ellen G. White. - ellenwhite.dk.

v. Niels Peder Nielsen

Ellen White 1827-1915 fik sit kald og sine første syner omkring 1844-1846.

Ellen White boede i USA, men i 1885-1887 var hun i Europa - og besøgte Danmark tre gange.

En af hendes artikler er Bønnens velsignelse, som jeg har hentet inspiration til dette indlæg hos.

Gud er på en måde næsten synlig for os gennem naturen og ikke mindst gennem Ordet, hans åbenbarede ord, gennem sin kærlige omsorgs ledelse og sin ånds indflydelse.

Men en af måderne at modtage disse velsignelser i forstærket grad er bønnens liv, at vi må også udøse vore hjerter for ham, og på den måde stå i en levende forbindelse med vor himmelske Far.

Vel vort sind kan føle sig draget til ham, vi kan grunde på hans gerninger, hans nåde og hans velsignelse, men det er ikke nødvendigvis det samme som at bede, at have gode og velsignede samtaler med ham og hvor vi siger noget til ham om vort liv, som det er.

Bøn er at lukke sit hjerte op for Gud som for en ven, for bønnen både bringer Gud ned til os, men løfter os også op til ham.

Da Jesus var på jorden, lærte han sine disciple, hvordan de skulle bede. Han opfordrede dem til at omtale deres behov for Gud hver dag og kaste al deres sorg på ham. Og den forsikring, han gav dem om bønhørelse, er også en forsikring til os.

Jesus selv bad ofte, da han var hernede, Jesus stillede sig på lige fod med os i vor nød og svaghed; han søgte i bøn at få ny styrke fra sin Fader, for at han kunne beredes til at opfylde sine pligter og møde de prøver, der stod foran ham. Og på den måde er Han vort eksempel i alle ting. Han er en broder i vore svagheder, forsøgt i alle måder i lighed med os, dog uden synd siger Bibelen.

Hans menneskelige natur gjorde bønnen til en nødvendighed og en velsignelse. Han fandt trøst og glæde i samtale med sin Fader, og dersom Guds egen søn, følte trang til bøn, hvor meget mere bør da svage, syndige mennesker føle nødvendigheden af inderlig, stadig bøn?

Vor himmelske Fader er altid villig til at skænke os sin velsignelses fylde. Det er vor forret at drikke dybt af hans uendelige kærligheds kilde.

Hvor er det underligt, at vi ikke beder mere, end vi gør! Gud er rede og villig til at høre oprigtige bønner fra de ringeste af sine børn. Og dog er vi så alt for slappe og tilbageholdende med hensyn til at fortælle Gud om vore liv, vore behov og vore længsler.

Hvad mon himmelens engle tænker om arme hjælpeløse mennesker, som er udsat for alle slags fristelser, og dog beder så lidt og har så lidt tro, når Guds evige kærligheds hjerte tolkes over dem og er rede til at give dem mere, end de kan bede om eller tænke? Englene bøjer sig med glæde for Gud; de fryder sig over at være i hans nærhed. De betragter samfundet med Gud som den største oplevelse, sikkert, og dog synes vi, støvets børn, som meget mere behøver den hjælp, Gud alene kan give, at være tilfredse med at leve lidt i vores egen verden,  uden Guds egen ledsagelse, uden Guds Ånd og nærvær!

PP Ellen G. White siger det ligeud: De, der undlader at bede omsluttes af Satans mørke. Fjendens hemmelige fristelser lokker dem til synd, og alt dette kommer af, at de ikke benytter de velsignelser, Gud har givet dem i bønnens guddommelige anordning. Hvorfor skulle Guds sønner og døtre være uvillige til at bede, når bønnen er den nøgle i troens hånd, der åbner himmelens forrådshus, hvor den Almægtiges uudtømmelige hjælpekilder findes? Uden stadig bøn og flittig årvågenhed står vi i fare for at blive ligegyldige og afvige fra den rette vej; modstanderen søger hele tiden at lægge hindringer i vejen til nådestolen, for at vi ikke ved alvorlig bøn og tro skal få kraft til at modstå fristelse.

Der er visse sider ved vores natur, som vi skal være opmærksomme på.

PP 1. Vi må opleve behov for hjælp.

Han har lovet: »Jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land.« Es. 44,3.

De, der hungrer og tørster efter retfærdighed og længes efter Gud, kan være forvissede om, at deres behov vil blive mættet, når hjertet er åbent for Åndens påvirkning og vi ønsker at tage imod Guds velsignelse.

Tænk på Jesu rige forjættelser: Han sagde simpelthen: "Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer." Matt 7,7f

Jesus må have set, at disciplene var lidt skeptiske, for han gentager det på forskellige måder: "Søg, så skal I finde."

Og igen siger han tredje gang: "Bank på, så skal der lukkes op for jer."

Han kender den menneskelige natur, så han fortsætter med en fjerde gang: "For enhver, som beder, han får."

De er stadig ikke overbevist, så han siger det femte gang: "den, der søger, finder."

Igen sjette gang: "den, der banker på, lukkes der op for."

Hvorfor siger han det seks gange? Fordi han ved, hvordan vi er. Vi synes, det er meget svært at tro, at Gud vil give os hvad som helst - også noget så usædvanligt og vidunderligt som hans Helligånd og de gaver, som kommer sammen med Ånden.

PP 2. Der må være en naturlig, bodfærdig og ydmyg ånd til stede hos os og i os

Jeg tror personlig, at hvis vi bevidst nærer onde tanker i vore hjerter, hvis vi holder fast ved bevidst synd, så kan det være en hindring for at Guds velsignelse flyder frit

Det er godt og vigtigt at kommer til ham med vor synd og lader ham rense os, lader ham rense os i sit blod. Når vi kommer til Gud og beder om nåde og velsignelse må vi nære kærlighedens og tilgivelsens ånd i vore egne hjerter. Hvordan kan vi bede: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere« (Matt. 6,12). og dog have et uforsonligt sind? Hvis vi venter, at vore egne bønner skal blive bønhørt, må vi tilgive andre på samme måde og i samme udstrækning, som vi håber at få forladelse.

PP 3. Der må være hos os en form for forventning om, at han hører bøn

»v6  Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Heb. 11,6.« Jesus sagde til sine disciple: »Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.«

Matt. 21,22.

Forjættelsen er omfattende og ubegrænset, og han er trofast, som har givet den. Om vi ikke får netop de ting, vi beder om, på den tid, vi beder, skal vi alligevel tro, at Herren hører os, og at han vil besvare vore bønner. Vi er så uforstandige og kortsynede, at vi undertiden beder om noget, som ikke ville blive til velsignelse for os, og vor himmelske Fader svarer i sin kærlighed på vore bønner derved, at han giver os det, som bliver til vort gavn det, som vi selv ville ønske, om vore øjne var oplyst af Gud, så at vi kunne se alle ting, som de virkelig er. Når det synes, som om vore bønner ikke besvares, skal vi holde fast ved forjættelsen; thi den tid, da vi bliver bønhørt, vil visselig komme og vi vil få den velsignelse vi trænger mest til. Men at gøre fordring på, at bøn altid skal besvares netop på den måde, vi i øjeblikket ønsker, er formasteligt. Gud er for vis til at tage fejl og for god til at holde noget tilbage fra dem, som vandrer oprigtigt. Frygt derfor ikke for at forlade dig på ham, selv om du ikke ser noget øjeblikkeligt svar på dine bønner. Stol på hans sikre forjættelser

PP 4. En tiltro til at han berører os, når vi beder

Dersom vi venter med at tro, indtil vi hat rådført os med vor tvivl og frygt eller søgt at udgrunde hver eneste ting, som ikke er klar for os, vil vanskelighederne blot forøges og forstørres. Men kommer vi til Gud, hjælpeløse og afhængige, som vi virkelig er, og i ydmyg tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, for ham, som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råb og lade lyset skinne ind i vore hjerter. Gennem oprigtig bøn bringes vi i samfund med den evige Gud. Vi har måske ikke netop på den tid noget særskilt bevis for, at vor Frelsers ansigt er vendt mod os i medlidenhed og kærlighed; men ikke desto mindre er dette tilfældet. Vi mærker måske ikke hans legemlige berøring; men hans hånd hviler på os i kærlighed og øm medfølelse.

PP 5. Udholdenhed i bøn er også et vilkår vi må indstille os på.

Vi må altid bede dersom vi vil vokse i tro og erfaring. Paulus opfrodrer os

Rom. 12,12“Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.«. Kol. 4,2: “ Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak”.

Peter formaner de troende til at være ( 1Pet. 4,7.) »Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede;«

Og videre siger Paulus Fil. 4,6:  Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.« Judas siger Jud. 20,21.: »Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. v21  Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.«;

Vedholdende bøn betyder sjælens uafbrudte forening med Gud, så at liv fra Gud flyder ind i vort liv, og renhed og hellighed strømmer tilbage til Gud fra vort liv.

Det er nødvendigt at være vedholdende i bøn. Lad intet hindre dig i dette. Bestræb dig på enhver måde for at bevare samfundet mellem Jesus og din egen sjæl. Søg enhver anledning til at samles med andre til bøn. De, som virkelig søger efter samfund med Gud, vil komme til bønnemøder og trofast opfylde deres pligt. De vil vise en alvorlig længsel efter at få alle de velsignelser, de kan. De vil benytte enhver anledning til at stille sig der, hvor himmelens lysstråler kan skinne på dem.

6. Vigtigt med fællesbøn,

Vi lider et stort tab, når vi forsømmer at samles for at styrke og opmuntre hverandre i Herrens tjeneste. Hans ords sandhed taber deres klarhed og betydning for os. Vore hjerter bliver ikke oplyste eller opvækkes ikke af deres helliggørende indflydelse, og vort åndelige liv svækkes. I vor indbyrdes omgang som kristne taber vi meget ved mangel på medfølelse for hverandre. Den, som slutter sig inde i sig selv, fylder ikke den stilling, Gud har anvist ham. En passende udvikling af vor selskabelige natur bevirker i os interesse og medfølelse for andre, og er et middel til at udvikle og styrke os i Herrens tjeneste.

PP (Ellen G. White citat) Dersom kristne ville komme sammen og tale med hverandre om Guds kærlighed og forløsningens dyrebare sandheder, ville deres egne hjerter blive vederkvægede og de ville vederkvæge hverandre.

PP 7. Men også solobønnen lønkammerbønnen er vigtig

Vi bør bede i familien, ja og fremfor alt ikke glemme bønnen i lønkammeret; thi den er sjælens liv. Det er umuligt for sjælen at vokse i nåden, når bønnen forsømmes. Offentlig bøn eller familiebøn alene er ikke tilstrækkelig; man må i enerum åbne sit hjerte for Guds ransagende øje. Bøn i lønkammeret bør alene høres af Gud, som giver agt på bønner. Intet nysgerrigt øre bør gøres bekendt med disse begæringer. Under lønlig bøn er sjælen fri for omgivende indflydelser og forstyrrelser. Rolig, men dog inderligt rækker den sine arme ud efter Gud. En himmelsk, varig indflydelse vil udgå fra ham, der ser i løndom, hvis øre er åbent for de bønner, der opstiger fra hjertet. Ved stille, enfoldig tro har sjælen samfund med Gud og samler stråler fra det guddommelige lys hvormed den kan styrkes og opholdes i kampen mod Satan. Gud er vor stærke borg.

Bed i dit lønkammer og opløft ofte dit hjerte i bøn til Gud, når du går i dit daglige arbejde. Det var således, Enok vandrede med Gud. Disse tavse bønner stiger op som dyrebar røgelse for, Guds trone. Satan kan ikke overvinde den, hvis hjerte således forlader sig på Gud.

Der er intet sted og ingen tid, hvor det er upassende at opsende en bøn til Gud. Der er intet, der kan hindre os fra at opløfte vore hjerter til Gud i inderlig bøn. I folkemængden på gaden og midt under vore sysler kan vi bede om guddommelig vejledning ligesom Nehemias, da han fremlagde sit andragende for kong Artaxerxes. Et lønkammer til samtale med Gud kan findes, hvor vi end er. Vi bør stadig holde hjertets dør åben og indbyde Jesus til at komme og bo i sjælen som en himmelsk gæst.

Fremlæg din trang, din glæde, din sorg, dine bekymringer og din frygt for Gud. Du kan ikke besvære ham, du kan ikke trætte ham. Han, som tæller hårene på dit hoved, er ikke ligegyldig for sine børns trang. » - for Herren er barmhjertig og rig på nåde..« Jak. 5,11. Vore sorger, ja endog blot det at vi nævner dem, rører hans kærlige hjerte. Gå til ham med alt, hvad der besvære dit sind. Intet er for tungt for ham at bære; thi han opholder verdener, styrer verdensaltet. Intet, der på nogen måde angår vor fred, er for lidt for ham at lægge mærke til. Der er intet kapitel i vort livs historie, som er for mørkt for ham at læse; ingen besværlighed er for vanskelig for ham at udrede. Ingen ulykke kan komme over den ringeste af hans børn, ingen ængstelse kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre den, ingen oprigtig bøn udgå fra læberne, uden at vor himmelske Fader lægger mærke til det og øjeblikkeligt interesserer sig derfor. »Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår..« Sl. 147,3. Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede søn.

PP 8. Bønnen er som et pust fra himlen

Vi trænger til at få et klarere syn på Jesus og en fuldere forståelse af, hvad de evige virkeligheder er værd. Hellighedens prydelse bør fylde Guds børns hjerter, og for at dette kan ske, må vi bede Gud om at åbenbare de himmelske ting for os.

Oplad sindet og vend det mod det høje, så at Gud kan give os en forsmag på den himmelske atmosfære. Det er muligt for os at holde os så nær til Gud, at vore tanker i enhver uventet prøve vil vende sig mod ham lige så naturligt, som blomsten vender sig mod solen.

PP 9. Bønnen forstærkes af vort engagement i verden

Det er ikke Guds mening, at nogen af os skal blive eremitter eller munke og trække os tilbage fra verden for at kunne tjene Gud. Livet må være som Kristi liv bøn i lønkammeret og arbejde blandt mængden. Den, der ikke bestiller andet end at bede, vil snart holde op dermed, eller hans bønner vil blive en vanemæssig formssag. Når et menneske unddrager sig al omgang med sine medmennesker og søger at undgå sine kristelige pligter og kors, når han ophører at arbejde flittigt for Mesteren, som arbejdede så flittigt for ham, så taber bønnen sit indhold for ham, og han har intet, der kan tilskynde ham til andagt. Hans bønner bliver personlige og egennyttige. Han kan ikke bede med menneskehedens trang eller Kristi riges fremgang for øje og søge Herren om kraft til at udføre arbejdet.

PP 9 Sammenhængen mellem det vi er optaget af og beder om

Om vi blot ville tænke på Gud lige så ofte som vi har beviser på hans omsorg for os, ville vi altid have ham i vore tanker og glæde os ved at tale om ham og prise ham. Vi taler om jordiske ting, fordi vi interesserer os for dem, Vi taler om vore venner fordi vi elsker dem; vore glæder og sorger samler sig om dem. Men vi har uendelig meget større grund til at elske Gud end til at elske vore jordiske venner, og det burde være det mest naturlige for os i denne verden at lade Gud være først i alle vore tanker, at tale om hans godhed og forskende hans magt. Hensigten med de dyrebare gaver, som han har skænket os, var ikke, at de skulle optage vore tanker og vor kærlighed i den grad, at vi ikke kunne have noget af give Gud igen. De bør besindig minde os om ham og binde os med kærlighedens og taknemmelighedens bånd til vor himmelske Velgører. Vi dvæler for meget ved jordens lave egne. Lad os opløfte vore øjne til helligdommens åbne dør histoppe hvor Guds herligheds lys oplyser Kristi åsyn.  »Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem«. Heb. 7,25.

Vi trænger til at prise Gud mere » De skal takke Herren for hans trofasthed

og for hans undere mod mennesker,«. Sal. 107,8. Vore andagtsøvelser bør ikke bestå udelukkende i at bede og modtage. Lad os ikke altid tænke på vort behov, men lad os også erindre de velsignelser, vi modtager. Vi beder ikke for meget, men vi er for sparsommelige med vor taksigelse. Vi er stadig genstand for Guds nåde; men hvor alt for lidt giver vi ikke udtryk for vor taknemmelighed, hvor lidt priser vi ham dog for, hvad han har gjort for os!

10 Bøn skaber lovsang og tilbedelse

Når Israelitterne fordum samledes til gudstjeneste sagde Herren: » Så skal I holde måltid dér for Herren jeres Guds ansigt, og I skal sammen med jeres familier glæde jer over alt, hvad I har erhvervet, det Herren din Gud har velsignet dig med.« 5 Mos. 12,7.

Det, der gøres til Herrens ære bør gøres med glæde, ned lovsang og taksigelse, ikke med bedrøvelse og tungsind.

Vor Gud er en barmhjertig, nådig fader. Hans tjeneste bør ikke betragtes som noget tungt og besværligt. Det bør være en lyst at tilbede Herren og tage del i hans gerning Gud ønsker ikke, at hans børn, som han har bragt så stor en frelse, skal handle, som om han var en streng fordringsfuld opsynsmand. Han er deres bedste ven, og mår de tilbeder ham, vil han være med dem for at velsigne og trøste dem og fylde deres hjerter med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal glæde sig i hans tjeneste og finde mere lyst end besvær i hans gerning. Han ønsker, at de der kommer for at tilbede ham, skal gå bort med dyrebare tanker om hans omhu og kærlighed for, at de kan blive opmuntrede hver dag i alle livets sysler og få nåde til at handle ærligt og oprigtigt i alle ting.

Vi må samles omkring korset. Kristus og ham korsfæstet bør være emnet for vore betragtninger og vor samtale, vort hjertes største glæde, Enhver velsignelse, vi modtager af Gud, bør vi bevare i vore tanker, og når vi betænker hans store kærlighed, bør vi villigt overlade alt i de hænder, som blev naglet til korset for os.

På lovprisningens vinger kan sjælen stige nærmere op mod himmelen. Gud tilbedes med sang og musik i de himmelske sale, og når vi udtrykker vort hjertes taknemmelighed for ham, forener vi os med de himmelske hærskare i deres tilbedelse. Sl. 50,23»Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham lader jeg se Guds frelse« siger Herren. Eller Es. 51,3 “Ja, Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner; han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have. Fryd og glæde skal der lyde, takkesang og klingende spil.«.;

Frit efter E.G.White.

Se en Powerpointserie HER